Translate

Sjælland Rundt 2018 er nu afsluttet

En fantastisk sejlads er nu slut.

Sidste båd ind var den tyske 66-årige singlesejler, Michael Röhrig, der sejlede over mållinjen søndag kl. 15:06:30 i sin H-båd "Semper Fidelis". På broen stod et hold af de mange fantastiske frivillige med champagne og højt humør. Flere tyske sejlkammerater stod ligeledes i havneåbningen og hilste deres kammerat velkommen hjem efter 77 timer i søen - incl. hviletid.

 

 

Første båd ind var singlesejleren Jakob Madsen, der i sin Dragonfly 28 Performance, sejlede over mållinjen fredag kl. 20:29:32 efter blot 34½ time på vandet.
Årets sejlads bød kun på én reel dramatisk situation, da en tysk H-båd knækkede masten. Båden ligger flot i Reersø og sejleren har det godt. Der blev også meldt et par enkelte grundstødninger i Grønsund, hvor der blev meldt op mod 3 knob strøm. Dette kom vist bag på mange. Desværre mistede vejret pusten nede omkring Grønsund og Stevns, hvor en del lå i op til 12 timer uden vind. Det fik en del af de ialt 69 udgåede både til at starte motoren og begive sig hjemover. Vi sætter pris på jeres tålmodighed og håber at se Jer igen næste år :-) Generelt har vejret dog vist sig fra sin gode side. Masser af sol, ingen regn og god vind - for de fleste. I alt gennemførte 95 både og de kom ind med jævn spredning, så både dommertårn og bureau blev holdt beskæftiget døgnet rundt fra fredag aften, hvor Buskesnedkeren krydsede mållinjen kl. 22:53:53. Vores egen lokale sejler Erik Berth i Tarok 7, som iøvrigt vandt løbet, sejlede over mållinjen blot 1½ time efter. Derfra gik det stærkt og der var livlig aktivitet i klubhuset - både dag og nat.

Tusinde tak til alle sejlerne der fandt vej til Helsingør i år og som var med til at gøre denne traditionsrige kapsejlads uforglemmelig.

Der skal også lyde en stor tak til alle vores sponsorer som har været gavmilde med præmierne i år:

            Kronborg Marine Pro Shop i samarbejde med Palby Marine
            Klarlund
            Lopolight
            Servicefirmaet A/S Renell
            Elvstrøm Sails Øst
            M/S Museet for Søfart
            Bådmagasinet

Vi håber alle har haft en god oplevelse og vi glæder os til at byde Jer velkommen igen til næste år. Ny dato offentliggøres snarest.

                                                                                                                                             TAK FOR I ÅR